Bøger

trust Marian... Det står der bag på den bog, jeg lige har læst, og det har jeg jo ca. også gjort. Jeg har faktisk stolet så meget på hende, at jeg tror, jeg har læst alle hendes bøger, og nu også den seneste hun har skrevet: This Charming Man. Det er naturligvis Marian Keyes der er tale om, og jeg må sige, at hendes seneste indlæg i chick-litt. genren ikke ville have taget skade af at have været kortet en anelse ned... jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, at den først bliver spændende omkring side 300... og det er altså ret lang tid at vente på at en bog rigtig kommer igang, jeg tror faktisk, at en del vil være stået af på det tidspunkt.
Jeg holdt ved, og jeg synes også at bogen blev spændende og gribende fra s. 300-676.

 I bogen følger vi fire kvinders liv, efter at det annonceres, at storcharmøren, politikeren Paddy de Courcy skal giftes. De fire vi følger er: hans kæreste - som IKKE er den fremtidige fru de Courcy, teenagekæresten, hendes tvillingesøster og den heldige udkårne.

Vi følger på skift deres liv set fra deres perspektiv, og midt i forsøget på at være morsom (for det tror jeg Marian Keyes forsøger) udrulles  nogle grelle sandheder om personerne og Paddy der overrasker.

Jeg tror ikke der behøves bruges mere krudt på den her bog. Den er underholdende, særligt til sidst, som skrevet. Et letfordøjeligt tidsfordriv der hverken gør fra eller til, men som alligevel sætter nogle tanker i gang, ligesom de andre af Keyes bøger på et eller andet plan gør.

Jeg foretrækker for øvrigt at læse hendes bøger på engelsk, da det giver dem lidt mere autensitet, og fordi det højner min følelse af ikke at læse noget crap (det giver måske ikke så meget mening, men at læse crap på dansk er virkelig bunden, hvorimod det på engelsk i det mindste kan forøge ordforråd eller noget...) .

Af curiositeter kan det nævnes at det underholdende/irriterende at læse Lolas del der er formuleret som hendes dagbog, og holdt i talesprog - hvilket til tider betyder at der ikke er personlige stedord  og artikel foran navneord... fx. Once I thought about, didn't really care. So long as could just lie there.

Liza Marklunds seneste kreation om Annika Bengtzon En plads i solen, foregår for en stor del på Costa del sol hvor Annika bl.a. undersøger drabet på en svensker og han familie. Hun kommer i kontakt med en svensk politimand der hjælper hende med oplysninger (bl.a.) og en svensk kvinde som tolker for hende.

Tingene udvikler sig igennem bogen, og pludselig er der en meget imponerende sammenhæng mellem en masse personer fra de sidste krimier om AB. Lidt for fantastisk efter min mening, og jeg havde svært ved at huske de forskellige personer og handlinger der blev henvist til.

Vi hører naturligvis også om Annikas familieliv, som dog er trukket noget tilbage i denne roman, men Thomas spøger stadig i kulisserne ...

Jeg synes bogen er underholdende, og jeg fik ekstremt meget lyst til at være et sted hvor temperaturen ikke er omkring frysepunktet, men hvor luften stadig er lun og skøn, når det er blevet aften.

Mine ankepunkter er, at jeg synes dialogen er stiv, særligt i starten (måske jeg bare har vænnet mig til den) og jeg bliver træt af de ting Marklund tydeligvis irriteres over og hun derfor pensler ud - fx facebook.

Så: Jeg er ikke begejstret, men det har jeg egentlig aldrig været over Marklund. På den anden side er hendes krimier underholdende og fængende nok til, at jeg helt sikkert også læser den næste!

Jeg fik en dejlig bogpakke fra Indien:

Og indeni var følgende:

Glædelig jul!

Jeg har ikke skrevet her længe. Jeg har heller ikke rigtig læst bøger hvilket førhen har været uhørt for mig. Det eneste jeg har læst de sidste 4 måneder er Shantaram af Gregory David Roberts og Kineseren af Henning Mankell.

Shantaram er en stor bog og den gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Den handler om en australsk straffefange der flygter til Mumbai i Indien og ender med at få landet og kulturen ind under huden. Mens han gør det lærer han også lige sproget Marathi, han bor i slummen, hvor han opretter en sundhedsklinik, bliver en del af mafiaen, drager i krig i afghanistan, arbejder med Bollywood film og så videre. Det lyder for utroligt til at være sandt, og er også på mange måder hæsblæsende. Men samtidig har bogen en tyngde, en ro og en refleksion der gør den til mere end bare en god historie. Man kommer under huden på personerne og hader og elsker sammen med dem.

 Shantaram er det navn hovedpersonen får da han bor i en lille landsby. Det betyder man of peace eller man of god's peace.

Jeg læste bogen på engelsk, men har hørt fra flere at den danske udgave ikke skulle være specielt godt oversat.

Bogen bygger til dels på forfatterens egne oplevelser og hans hjemmeside kan ses her.

Som en lille kuriositet kan nævnes at bogen skal filmatiseres evt. så den er færdig 2011 med Johnny Depp i hovedrollen!?!

Okay, en indrømmelse - jeg kan dælme godt lide Marian Keyes! Jeg sluger hendes bøger. Det er ikke stor litteratur, men det har noget over sig som jeg godt kan lide.

Plottene er ikke så overraskende: Vi har at gøre med en kvinde i slut 20'erne/start 30'erne. Hun kommer ud for et eller andet forfærdeligt som slår hende ud af kurs rent eksistentielt. Størstedelen af bogen forløber derefter med tilbageblik til hvordan det var, dengang alt var godt, som ofte da kærligheden blomstrede i forhold til den mand som på en eller anden måde ikke er i hendes liv længere. Samtidig følger vi kvindens kamp for at komme videre i livet, hendes aha-oplevelser, hendes udvikling, man føler med hende, for hende og ser samtidig lidt klarere end hun gør, så man kan sidde og være bedrevidende "Nej! Det er ikke det du skal gøre..." og til sidst indser hovedpersonen det samme, som man selv har gjort tidligere. Til sidst kommer hun ud på den anden side af krisen meget klogere og hvilende i sig selv som en større kvinde (rent psykisk. Fysisk er hun formentlig blevet lidt mindre, eller også har hun accepteret at hun har den størrelse som hun har, og er skøn lige som hun er). I de fleste tilfælde har hun også fundet en ny/tilbage til den gamle kærlighed, der nu er meget mere fornuftig og voksen end tidligere. The end!

Ikke noget overraskende der :o)

Rachels ferie skiller sig ikke ud fra Keyes andre bøger jeg har læst. Det er den tredje bog jeg læser om Walsh-søstrene. Anna hvis mand forsvandt (Anybody out there?), Claire hvis mand gik fra hende da hun havde født deres datter (Vandmelon) og nu Rachel som ved en fejl er ved at dø af en overdosis i New York og kommer på 'ferie' på et behandlingshjem i Irland. Hun ved godt selv, hun ikke er misbruger... men er det nu også helt rigtigt - gæt selv (hvis det er svært at gætte så prøv at sætte situationen ind i plotgennemgangen ovenfor)

Åh, det her er svært. Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg synes om den her bog, og bare det gør at jeg på en eller anden måde synes den er god for den får mig til at tænke - om ikke andet så over at jeg ikke ved hvad jeg synes om den, og heller ikke kan argumentere for hvorfor jeg ikke synes den er god eller hvorfor jeg synes den er god.

Jeg er ikke helt vild med dagbogs/brevformen - jeg synes det kan være svært at finde ind til karaktererne når det foregår i denne stil. Samtidig skaber det noget helt nyt man skal forholde sig til at der kommer uddrag af Rogers roman ind imellem.

Men efter at være over halvvejs (og indrømmet, jeg var nok ikke kommet halvvejs hvis ikke jeg havde så god tid og ikke orkede at lægge puslespil hele tiden) så vinder stilen alligevel og karaktererne bliver på mange måder vedkommende.

Det sjove er, at det næsten i højere grad er personerne i Glove Pond (Rogers roman) der får karakter og bliver interessante end det er de primære personer. Måske fordi de primære personer er meget normale på deres egne triste måder.

Jeg tror jeg er kommet frem til at jeg godt kan lide den- men den kræver tålmodighed 

 På YouTube har mr. Coupland forskellige klip om The gum thief der er interessante at se, i hvert fald når man har læst bogen.

 I det hele taget er han god til at udnytte teknologien i sammenhæng med sine bøger hvilket også kunne ses ved JPod.

Resten af videoerne kan findes her.  

... eller noget.

En lille opsumering af hvad jeg har læst for nylig.

Efter endt eksamen var jeg lidt læsetræt og kunne ikke rigtig komme igang med at læse skønlitteratur (meget uhørt, jeg følte mig næsten syg Ü). Jeg kom så igang med at læse Den sidste korsridder af  Raymond Khoury. Ja, den er ca. sådan som man kan forvente ud fra titlen - ganske underholdende hvis man synes sådan noget er interessant, med et bud på tempelriddernes hemmelighed!

Jeg blev i det lætlæselige og gik igang med Tamora Pierce bøger om Alannas datter. Lidt børne fantazy. Ikke så godt som bøgerne om moderen (jeg har nok visse minder fra min barndom omkring dem, der gør dem uovertrufne), og måske egentlig ikke så gode. Alianne - som datteren hedder - bliver bortført af nogle pirater og solgt som slave på Kobberøerne, her bliver hun meget hurtigt en del af oprøret mod kongemagten og denne revolution udspiller sig igennem de fire bøger.

Nobels testamente af Liza Marklund slutter jo noget brat, og jeg har nu fået læst Livstid, som fortsætter hvor den slap.

Livstid er mere klassisk i sin opbygning. Politimand myrdes, hustru er umiddelbart oplagt morder, der graves skidt frem om den myrdede og sås tvivl om hvorvidt det er hustruen der har gjort det, og i så fald hvem har så, og hvor er deres søn forsvundet hen? Er han også død?
Sideløbende med dette følger vi (naturligvis) Annikas private genstridigheder (der absolut ikke er små).

Ganske udmærket og underholdende. Nothing more, nothing less.

Slutteligt har jeg læst Vandmelonen af Marian Keyes. Som jeg jo i smug holder meget af.

Som altid underholdende. Ikke de store katastrofer på linje med mange af de andre bøger. Men dog en ægtemand der forlader sin kone Claire, mens hun lige har født deres første barn, til fordel for deres underbo! Claire samler barn og habengut sammen og tager hjem til sine forældre og søstre i Dublin for at samle sig selv og sit liv sammen igen... og det viser sig at der faktisk er et liv efter at hun er blevet forladt...

Jeg tænker - som altid - "at så dum er der da ikke nogen der er", ved visse dele af bogen, men  dels er det jo godt at få tingene penslet ud, og dels er der nok nogen der er så "dumme". Okay tidsfordriv.

Det var faktisk det. Men lur mig om jeg ikke kommer til at læse en del de næste par uger...

Mens jeg prøver at dulme nerverne til en lille hyggelig eksamen i morgen ARGH, tænkte jeg, at jeg ville forsøge at indhente det forsømte her på siden.

Siden sidst har jeg i hvert fald læst: Åsa Nielsonne, Lisa Marklund & Stieg Larsson x 2 :o) Hm, der synes at anes et mønster... det er jo det de unge (og dermed bibliotekerne) vil have, en god svensk krimi.

Eller, det vil sige, jeg læste Tyndere end blod af Åsa Nielsonne, og lagde den fra mig med en følelse af at det var da OK, men jeg behøvede ikke læse mere af hende... måske jeg faktisk syntes det var lidt kedeligt.

Til gengæld var jeg positivt overrasket over Nobels testamente af Lisa Marklund. Det er længe siden jeg har læst noget af hende, og jeg er måske blevet farvet i min opfattelse af hende fra de andre kvindlige kriminalforfattere jeg har læst - som Läckberg og Sara Blædel. Men egentlig synes jeg hun er ganske okay, og de fleste af hendes figurer holder, måske lige med undtagelse af Annikas veninde Anna et-eller-andet der bliver for meget efter min mening. Men selv Annika på trods af at hun kan virke skingrende skør er troværdig.

Stieg Larsson behøver jeg vel næppe sige så meget om (jeg læste to'eren igen, inden treeren (deraf x2), hvilket jeg var ret glad for, for der var meget jeg havde glemt). Jeg synes måske den var meget ... hm... teknisk? i forhold til alt det om säpo og specialafdelingerne etc. og det kunne godt gøre den lidt tung i starten. Men alt i alt god.

Er blevet stillet overfor teorien om at han slet ikke eksisterer den gode hr. Larsson, hvilket er meget sjovt at tænkte over :o)

Puh, jeg skal da vist til at læse noget der ikke er svensk og ikke er krimier... bare for en afvekslings skyld.

Calliope fødes i 1960 af græsk-amerikanske forældre i Detroit.

Forud for denne hændelse er der en anehistorie der fører os tilbage til bedsteforældrenes flugt fra Tyrkiet til Amerika. I historien bæres en genetisk mutation - en mutation der ikke bliver forbedret af indavl i familien.

 Calliope fødes to gange: første gang som en lille pige i 1960, anden gang som teenagedreng i 1974.

Hermed er historien sat igang. En historie der bevæger sig fra nutiden til fortiden - mellemtiden. En historie der fører os igennem tre generationers sorger og glæder, men hele tiden med den genetiske mutation in mente - hvornår springer den ud?

 Middlesex er en uhyggeligt velskrevet bog med et blomstrende sprog og sætningsbrug. Man kommer helt ind under huden på personerne og føler med dem og for dem. den er lang, men historien kan godt bære længden, for det er en indholdsrig historie der fortælles og den er interessant fra ende til anden.

Det er ikke en: nu-har-jeg-ondt-i-maven-og-kan-ikke-læse-andre-bøger-foreløbigt bog, men det er en god bog på alle måder, med et interessant eksistentielt udspring og en overvejelse om hvad køn er og hvordan det defineres. 

Tjek for øvrigt Luksus' to fine sange ud på Myspace!

God weekend.

 Billede lånt fra Ducked på Flickr.

Jeg ved ikke helt hvordan jeg blev grebet af Robin Hood spillet på DR (og jeg ved heller ikke hvorfor jeg indrømmer at jeg blev det), men det førte til at jeg fik en trang til at læse bogen. Det er en af de historier jeg troede jeg kendte, men egentlig er der utrolig meget (i den version jeg læste nu her) der var nyt om den grønklædte fredløse... Det er jo en dejlig bog hvis man vil læse om retfærdighed, helte, kærlighed og sorg (for den er jo faktisk rigtig sørgelig!).

 En anden bog der også er sørgelig, omend på et helt andet plan er Knud Romers Den som blinker er bange for døden.

 En forfærdelig historie om hvor ondskabsfulde mennesker kan være i et lille provinssamfund hvor det er ildeset at være anderledes - særligt hvis man er tysker i Danmark i 60'erne og frem.
Bogen er rigtig godt og indlevende fortalt. Den kører i ring til tider og selv om det er trist kan man godt komme til at tænke: Bu hu hu - tag en kiks.

Sidste triste indslag er Anybody out there af Marian Keyes. Jeg går igang med den type bøger fordi jeg tænker at nu skal jeg have et eller andet hjernedødt jeg kan koble af med, og så tager de et eller andet tragisk alvorligt emne op som den lyserøde farve på forsiden altså ikke indikerer! Jeg vil ikke sige ret meget om bogen andet end at den er let læst (på trods af 592 sider) den får en gennem hele følelsesregistret, hvis man ikke bliver irriteret over hele bogens udformning og skrivestil og egentlig kan jeg godt lide den :)

Det er et subjektivt og vanskeligt spørgsmål hvilke bøger der er de bedste, og det er noget jeg i den sidste tid har tænkt meget over: Hvilke fem bøger synes jeg er de allerbedste?

Jeg er reelt set ikke kommet frem til en fasttømret top fem. Min top to er:

To the wedding af John Berger
Det jeg elskede af Siri Hustved 

Men de andre tre, der begynder det at knibe.

Af nyere bøger jeg har læst har jeg været meget begejstret for Ekstremt højt og utrolig tæt på af Jonathan Safran Foer og Den fantastiske historie om Kavalier og Clay.

Det kan også diskuteres hvilke aspekter der spiller ind på hvad der gør en bog god. For mig skal en god bog røre mig sådan at jeg efter at jeg har læst den sidste side sidder med et lidt sørgmodigt hul i maven fordi jeg ikke længere skal følge personerne på godt og ondt.
Jeg er ikke god til at læse om mennesker jeg finder usympatiske, de irriterer mig og jeg synes det er ubehageligt at læse om dem. På den måde kan der være bøger som jeg godt kan se indeholder en god historie og er velskrevne, men mit ubehag ved at læse dem overskygger dette. Så i den forstand er jeg temmelig snæversynet i min vurdering.

Jeg kan synes at forfattere er gode uden at jeg vil kunne sige hvilken roman der er med på "bedste"-listen. En sådan forfatter er Douglas Coupland som jeg er meget begejstret for og næsten vil kalde min yndlingsforfatter. Hvis jeg virkelig skulle tror jeg at jeg synes Mikroslaver... Eleanor Rigby... Mikroslaver... E... ja, en af de to er den bedste :)

To triologier er også i yndlingspuljen: Jan Guillou Arn-triologien (nu 4 bøger) og Jan Kjærstads Forføren, Erobren og Opdageren (hvor jeg egentlig ikke har læst den sidste).

Jeg kunne sikkert blive ved og komme op på en top 50 uden rækkefølge.

Men jeg synes det kunne være sjovt at høre hvad I synes gør en bog god og hvad jeres top fem er.

Dette er ikke om en bog, det er heller ikke en anmeldelse - det er vel nærmest en reklame.

En reklame for et nyt initiativ der handler om at få brugerne af bibliotekerne mere i tale - groft sagt en elektronisk idéboks, men med lidt flere muligheder.

Man kan her komme med ideer til hvad det er bibliotekerne skal tilbyde i fremtiden - man kan foreslå alt mellem himmel og jord. Derudover kan man stemme på de forslag man synes er gode og være med til at diskutere de forslag der er kommet.

Så mit eneste spørgsmål er: Jamen kan man da slet ikke vinde noget!?!

Kig ind og se hvilke idéer der allerede er kommet og spild dine egne genialiteter ud over alle os andre:

www.voresbibliotek.dk

Jeg har læst diverse bøger her på det sidste, en stor del af dem var krimier skrevet af kvinder, så jeg tænkte de kunne komme i samme indlæg.

For et års tid siden begyndte jeg at læse Sue Graftons alfabetkrimier (A for alibi, B for bevis, C for chok osv.). Jeg nåede til N for Nekrolog før jeg kørte træt i det og nærmest ikke kunne huske hvad den sidste bog handlede om (det er også 14 bøger, hvilket er ret tåbeligt at læse hurtigt efter hinanden i samme serie). Men nu her fik jeg lyst til at komme tilbage til den igen, og genlæste N-bogen.

Hovedpersonen er privatdetektiven Kinsey Millhone, der er midt i 30'erne, bor alene i Califonien i en mindre by Santa Teresa; hun har været gift 2 gange - det gik ikke så godt. Hendes forældre døde da hun var 5 og hun er vokset op hos sin moster i en trailer park.

Umiddelbart kunne dette godt minde om den "klassiske" femi-krimi - men det gør det efter min definition ikke. For Kinsey er ikke specielt navlebeskuende og selvom bøgerne også handler om hendes hverdag, hendes peanutbutter/pickels sandwich, besøg hos naboen, den snart 90-årige Henry, der tilnærmelsesvis er hendes eneste rigtige ven så har de en helt anden tone end især de skandinaviske femi-krimier der handler om familie og karriere og alle de problemer en moderne kvinde har med at få det hele til at hænge sammen.

Nu er jeg gået igang med O for offer og har P liggende... hun er kun nået til Q indtil videre, så der kommer en hel naturlig pause :o)

Jeg har også kastet mig over nogle femi-krimier. Endnu en Camilla Läckberg (man skulle måske synes at brændt barn skyer ild, men næh nej) Stenhuggeren og den danske Sara Blædels Kun ét liv. Begge bøger har et spændende plot - dog kan det blive lige rigeligt med tragedier omkring myrdede børn når man læser dem begge lige efter hinanden. Men sproget er simpelthen ringe. Det føles som om man læser en dårlig ungdomsroman og der skal helst ikke være noget til at udfordre intellektet - overhovedet! I modsætning til min oplevelse af Grafton, synes jeg ikke de små trivialiteter disse bøger arbejder med er specielt interessante eller hyggelige, de er bare irriterende og kedelige. Det kan selvfølgelig godt være mig der har set mig sur på disse forfattere, men hvor jeg kan synes det er helt fint at Grafton bruger flere sider på at fortælle om hvordan Kinsey tager med Henry til tandlæge (hvilket da ved gud er uinteressant og irrelevant for historien) så kan bare enkelte linier som fx "Hun rejste sig og sagde, at hun lige ville høre Dicte om hun var klar til at fortsætte. Pudlen fulgte hende med øjnene, som om den forsøgte at regne ud, om hun kom tilbage, eller om den lige så godt kunne gå hen og lægge sig." (Kun ét liv, s. 92)

I Stenhuggeren Kan jeg egentlig godt lide den historiske fortælling om stenhuggeren man hele tiden vender tilbage til. Den er interessant, og ikke nær så kluntet formuleret som det nutidige fortællingsdele er. I det hele taget lykkes det Läckberg på fortrinlig vis at beskrive yderst ubehagelige mennesker så man næsten får det dårligt, men der er lidt for mange af dem og de er lidt for gennemførte dårlige mennesker. Dette helt ned til Ericas svigermor der virkelig er irriterende og uforstående - i så høj grad, at det ikke virker troværdigt.

Jeg tror jeg holder mig til min tidligere dom: gode plot dårligt skrevet!

På opfordring af Ully har jeg læst Jo Nesbøs Flagermusmanden. Til afveksling en norsk krimi (ikke at man som sådan kan mærke den store forskel.)

Jeg synes altid det er lidt farligt at få noget varmt anbefalet fordi jeg så har store forventninger, og jeg må sige at jeg måske ikke helt synes at Nesbø lever op til mine forventninger. Han skriver ganske udmærket og krimien er god, men der er ikke noget ekstraordinært over den, den ryger bare i bunken med de andre uden at efterlade sig mærkbare spor.

Det betyder ikke at jeg ikke kunne lide den, og der er selvfølgelig særpræg ved romanen i forhold til andre krimier (det vil der jo altid være). Hovedpersonen adskiller sig fra de andre krimiantihelte med bøvl i privatlivet og tendens til at blive for involveret i sit arbejde, ved at være yngre (sådan som jeg ser ham i hvert fald, man får aldrig at vide hvor gammel han er). Handlingen udspiller sig i Australien og bygges mange gange op omkring gamle aborigine-myter og fortællinger.

Da jeg læste bogen fik jeg associationer til tv-serien Ørnen til dels i forhold til hovedpersonerne men også bl.a. ved den stille it- og elektroniknørd der bare er der og så alligevel ender med at spille en betydelig rolle i forhold til opklaringen fordi de liige kan finde nøglen der løser gåden.

Jeg er ikke skræmt væk, men har tænkt mig at fortsætte med serien.